Opvaskebjerget

For at være ærlig har de sidste tre uger bare været ren overlevelse på mit arbejde. Jeg arbejder med socialt udsatte unge under 18 med misbrug, og det arbejde er krævende på et plan, jeg ikke troede, jeg kunne være med på. Jeg er faktisk ret forundret over, hvor godt jeg egentlig håndterer højst ubehagelige situationer, som jeg pga. tavshedspligt ikke kan beskrive her.

Men det betyder også, at jeg må give op på hjemmefronten ind imellem. Blandt andet bliver der kun ryddet op i weekenden. I løbet af ugen sørger jeg for ikke at kigge mig omkring herhjemme og lader alle mine rengøringsneuroser være neuroser, nullermænd være nullermænd, og beskidte sokker hobe sig op under sofaen.  

Vi har ikke opvaskemaskine, og det er et stort pres i en hverdag med fire travle mennesker, der hver lige snupper en mad, drikker et glas mælk, laver te, skræller en gulerod og bager en kage – uden at vaske op efter sig. Sidst på dagen har vi ofte noget, der ligner et opvaskebjerg på størrelse med Mount Everest og kræver adskillige bjergbestigerdiplomer, før man kan overmande det.
Det er desværre et større projekt liige at få sat en opvaskemaskine op. Et vennepar har givet os deres gamle opvaskemaskine, men der skal lige flyttes en vask og nogle rør og tilsluttes noget el hist og her. Så indtil da må vi herhjemme få det bedste ud af det med opvask. Og så kan man jo lege lidt og lave skulpturer. Se bare her.

Farvel og goddag - okay

Døden har spillet en stor rolle i mit liv de seneste år. Da min ældste datter var fem måneder gammel, blev min mor meget syg. Hun mistede en stor del af sit syn og dermed følelsen af egen identitet. Godt tre år senere valgte hun at tage sit eget liv. Det er en kæmpe sorg og en stor smerte i mit liv hver eneste dag, at hun ikke er her længere. Jeg voksede primært op hos min mor i Danmark, og min ene bror er af ren pap, og den anden bor i USA, hvor min far også bor. Derfor var min mor den eneste, der kendte min historie – mit liv. Den jeg ikke selv kender. Historien om hvad jeg gjorde og sagde som barn og historien om, hvorfor vi levede, som vi gjorde. Nu må jeg selv gætte mig til min historie. Famle efter de små dele, jeg kan finde.

Det er fem år siden og hendes selvmord betyder også, at hun ikke oplever min nutid, mit liv, mine børn, min mand, og det smerter endnu mere. Men det, der smerter mest, er alt den smerte, hun gennemgik inden sit farvel til verden. Som efterladt vil jeg aldrig helt kunne forlade dette dystre rum af ubesvarede spørgsmål. Hvad drev hende dertil? Hvad kunne jeg have gjort? Det, og smerten over at være forladt af en person, jeg elskede så højt, er en permanent del af mit liv og vil aldrig forsvinde. Men jeg går ind og ud af denne sorg og smerte. Siger goddag og farvel til den.

De fleste dage er jeg den, der holder den positive linje både på arbejdet og derhjemme. Jeg føler stor lykke ved vores trivielle, lille rækkehusliv, med Fiaten i indkørslen, otte til fire jobbet og skolehjemsamtalerne, som de mest nervepirrende oplevelser i hverdagen. Jeg kan se lykken overalt i hverdagens trivialiteter. Rutinerne med madpakker, motorvej, madlavning og mudrede børn vejer heldigvis tungt på min lykkeskala. Og nej, jeg er ikke depressiv, fordi jeg ind imellem bryder sammen i fitnesscentret eller tuder de 30 km, jeg har til arbejde. Det er bare smerten, der siger goddag, og det er okay, for jeg siger farvel til den om lidt.                             

Chokosundt

Her er en idé til lidt sundt og lækkert, som både børn og voksne kan nyde. De består af lige dele hasselnødder og tørrede dadler og et par spsk kakao alt efter smag og behag. Det hele blendes og rulles i hånden til kugler. Derefter kan man trille dem i kakao eller andet drys. De er ikke kalorielette, men helt uden e-numre og tilsat sukker. De er fulde af gode sager - protein, vitaminer, mineraler og sundt fedt. Velbekomme!