Jeg savner min mor rigtig meget hver dag, men der er tidspunkter, hvor savnet svier mere. I sommerperioden, hvor de fleste tager ”hjem” til deres forældre og lader børnene være børnebørn, savner jeg inderligt min mor. Jeg savner min mors hus, hvor Carla gik rundt med sin mormor og spiste alt for meget sukkerstads eller hjalp min stedfar med at grave kartofler op i haven. Jeg tænker tit på, hvordan det hele ville have været, hvis bare…de ikke var døde.
Men sådan er det ikke. Tør øjnene og kom videre, Nanet! Jeg har besluttet mig for ikke at lade livet være en skuffelse, hvor jeg venter på, at der sker et mirakel. Min mor kommer ikke tilbage, og sorry mine børn har ikke bedsteforældre, som henter hver torsdag eller elsker at tilbringe timer med dem, bare fordi de er børnebørn. Jeg opsøger derfor hver en lejlighed, hvor mine børn (og jeg selv) kan opleve nærhed med andre voksne end Lasse og jeg selv.
I dag har været fantastisk – jeg bagte scones, som vi delte med vores nye naboer og deres håndværker, dernæst plukkede vi deres solbær og ribs, Lasse gravede meget symbolsk hækken imellem os op, og vi tilrettelagde den nye fælles hønsegård - mellem os og de nye naboer. Wow, hvor heldig kan jeg være? Søde naboer, der har lyst til at pille solbær med mine døtre og sludre om alt og intet og gider involvere os i deres liv! Jeg føler mig så privilegeret. Og heldig. Og faktisk synes jeg, at der er sket et mirakel.
