Som de fleste ved, er jeg amerikaner (min far) og dansker
(min mor). Jeg bliver tit spurgt, om jeg er halv amerikaner. Og jeg siger nej.
Jeg er hel amerikaner og hel dansker. Jeg har boet flest år af mit liv i
Danmark, men jeg har en stor del af min identitet fra USA. Som teenager og ung
voksen boede jeg i USA – jeg udforskede grundigt mine amerikanske rødder og
oplevede, at min mors tilgang til verden og opdragelse af mig var stærkt præget
af hendes mange år i Los Angeles. Amerikansk følsomhed og dansk ironi er i min
dna.
Nogle måder at tænke på er tæt knyttet til den kulturelle identitet og kan kun
mærkes, hvis man er insider. Og jeg er både insider og outsider i begge kulturer.
I dag skypede jeg med min far. Når vi taler, hopper jeg ind i min amerikanske
arena. Men jeg taler ud fra min danske arena, fordi jeg lige nu lever mit liv i
Danmark; har job i Danmark, har mine børn i skole i Danmark osv.
Jeg kan føle mig fremmed, når folk i USA ikke forstår velfærdsmodellen, eller
hvorfor man skal spare på vandet. Og jeg føler mig fremmed i Danmark, når Dannebrog
hejses, og kristendomsundervisningen i folkeskolen tages for givet.
Jeg kan hverken den danske eller amerikanske
nationalsang. Jeg føler mig mest hjemme i LA – her føler jeg nærhed med min
familie og tryghed i gaderne. Jeg elsker Danmark og den danske sarkasme, ironi
og æstetiske tilgang til hverdagen. Jeg ved, hvornår jeg skal tale med
amerikanske holdninger, og hvornår jeg skal tale med danske holdninger. Jeg er
en blanding og et moderne produkt af en global verden – jeg håber, vi bliver
flere, der kan få lov at føle, at vi er lige dele af hver kultur, vi stammer
fra.
