Min krop og jeg er i et kompliceret forhold. Min krop kan ikke altid det, jeg vil have den til. Men det er jo mig, der ikke kan få den til det – vi er jo i virkeligheden ét mig og min krop. Det ved jeg godt. Vi hænger sammen på godt og ondt.
For to år siden pressede jeg min krop for meget. Den skulle være hurtigere på mine løbeture. Jeg tror, at jeg troede, at jeg ville få det bedre, hvis den kunne præstere noget mere. Og kroppen bliver hurtigere af intervaltræning. Og det var sjovt, og vi blev hurtigere. Kom ned på de 23-24 min på 5 km i hårdt terræn. Men intervallerne var for meget for min krop, den klagede sig, og jeg lyttede ikke til den. Så jeg gav den en knæskade. Det førte til, at jeg ikke har kunnet løbe de sidste to år. Men med tålmodighed, behandling, kikkertundersøgelse og diverse øvelser er jeg kommet tilbage på løbebanen igen.
I søndags tog jeg til et løb med en kollega, og jeg havde en skøn oplevelse. Jeg havde sat det som mål at nå under 28 minutter på de 5 km, altså hvis det ikke gjorde ondt i knæet, eller jeg fik sidestik eller alle de andre 1000 undskyldninger… Jeg endte på 27.09 minutter, og jeg er SÅ lykkelig. Fordi jeg lyttede til min krop, og den gjorde det godt. Jeg løb med overskud hele vejen. Det føltes rart at løbe, og jeg havde ikke ondt nogen steder. Det var målet. Og tiden - den blev, som jeg havde håbet på.
En flygtig lille djævel i mig tænkte straks ”æv – så tæt på at nå under 27”, men den tanke har jeg smidt væk. Jeg er tilbage. Jeg kan løbe, og jeg føler mig fri, når jeg løber. Det er her mine tanker får lov at blive sig selv og udvikle sig fra det negative til det positive. Det er på løbeturene, jeg får bearbejdet mig og min krop. Følelser forplanter sig i min krop, og på løbeturene opnår jeg forståelse for følelserne, så de bliver gode i min krop. Det kan sikkert lade sig gøre på andre måder, men for mig sker det under løb. Og det har jeg fået tilbage. Og nu skal jeg passe på det. Det LOVER jeg mig og min krop.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar