torsdag den 6. februar 2014

En omvendt start


Det er et nyt år. Det er 2014. Nu starter jeg igen. Med at skrive herinde.
Nu vil jeg mestre at stå på hænder. Det er mit mål for 2014.

Grænseoverskridende er det, der bedst beskriver det.  Det var super grænseoverskridende, den første gang jeg svingede benene op ad væggen i fitnesscentret og håbede, at armene var stærke nok, og at jeg ikke smadrede benene igennem væggen. (Jeg turde ikke gøre det alene derhjemme i frygt for, at det gik galt og min mand og børn ville finde mig, hvorefter en masse spekulationer om, hvad jeg dog havde foretaget mig, ville opstå).

Efterfølgende er det ikke nær så angstprovokerende, men hver gang jeg svinger mig op på hænderne, mærker jeg et sus i maven og tænker ”pyh ha det gik også denne gang”. I dag lykkedes det mig endda at stå nogle sekunder uden at støtte den ene fod op ad væggen!

Når jeg står på hænder, er det hele vendt på hovedet – muskler i ryg, arme, mave og skuldre aktiveres på en helt ny og uvant måde, og jeg bliver stærkere og mere mobil, men det giver mig også et nyt perspektiv. Jeg vil ikke bare se på, når mine børn laver vejrmøller henover græsplænen om sommeren, jeg vil være med. Og det vil jeg gerne overføre til andre dele af mit liv. Jeg vil være med. 2014 – hej, hej her kommer jeg med hovedet den forkerte vej…

Ingen kommentarer:

Send en kommentar