Fashionistaens genvordigheder

Jeg er forfængelig. Ikke på jeg-går-ikke-udenfor-en-dør-uden-mascara-måden, men på den måde, at jeg elsker en lækker ansigtscreme, have krøllerne slået ud og lakeret neglene i en iøjenfaldende farve.

Derudover er jeg temmelig kategorisk, når det kommer til farver. Jeg elsker farver, og nuancen skal være helt perfekt. Derfor deler jeg mit vasketøj op i farver. Hvidt er hvidt – ikke råhvidt. Røde nuancer i en bunke, grå-blå-grøn i anden, sort og mørkeblåt i en tredje osv. Det betyder at vores tøj herhjemme for det meste holder farven hele livet og vores hvide er helt hvidt.

Men så skete det, der ellers aldrig sker. Under vaskemaskinens kørsel hørte jeg et gentagent klonk, som ikke burde være muligt, eftersom det hvide tøj hverken havde knapper eller spænder. Da vasken var slut og jeg åbnede lågen, mødte jeg en ubehagelig skarp lugt af acetone, og da jeg trak min lækre løbesinglet ud af maskinen, var den fuldstændig rødplettet. Mine øjne faldt på min Tromborg Tulles neglelak, som lå smadret og indsmurt i egen lak og også havde afgivet røde pletter på alt tøjet. I første omgang tænkte jeg, ’åh nej, mit hvide tøj’, men ligeså langsomt gik det op for mig, at det var meget værre: vaskemaskinen var ødelagt. Neglelakken var sevet ind i trom

len på varmelegeme og hele baduljen. ÆV.
Hos forsikringsselskabet viste det sig, at det ikke var en hyppig skade. Min beskrivelse af ’neglelak i vaskemaskine’ blev mødt med en fnisen og en tydeligvis uindviet i neglelakkens logik spurgte, om jeg ikke bare kunne vaske det af. Forsikringskonsulenten måtte sparre med en overordnet for at finde ud af om den slags hørte under erstatningssager, og til mit held er det endnu ikke en sag, der findes mistanke om snyd til, så nu kan jeg igen farvesortere vores klæder og vaske – der vil dog fra nu af være et dobbelttjek for uønskede genstande inden maskinen tændes.