Hvorfor løber jeg?

”Hvorfor løber du?” En 4-årig pige spørger med et insisterende blik, og jeg bliver afbrudt i mit forsøg på at holde tempo via gpsuret op ad en stejl bakke i Dyrehaven. Hvis jeg bare holder tempoet de sidste 5 km på min 10-km rute, så står tiden på ca. 50 min. Det kræver bare lige fart på bakken…  

Pigen fik mig til at tænke. Så i stedet for at holde trit med km-tider og løbe om kap med mig selv, blev løbeturen den tænkepause, hvor tingene falder på plads inde i mit hovedrod.

• ·         Jeg løber for at få bugt med mine negative tanker. De handler om, hvor dårligt jeg har gjort dit og dat, men i løbet af en løbetur overgiver det negative sig til det positive, der alligevel kom ud af det, jeg gjorde.
• ·         Jeg løber for at få det godt fysisk. Jeg sover bedre, min fordøjelse fungerer bedre, jeg føler kraft og styrke i kroppen.
• ·         Jeg løber for at forblive slank. Jeg elsker mad og vil gerne kunne spise mig mæt – nogle gange i kage.

Det er tydeligvist et meget egoistisk projekt det at løbe, men det har faktisk også sociale egenskaber. I år 2000 spurgte min mand, om jeg ville med til et Sparta 15 km-løb – og det blev begyndelsen på et skønt ægteskab med børn og hus og Fiat Punto! 

Siden har jeg fået gode venner gennem løbeaftaler, og mit sociale behov stilles ofte på en tur med løbeveninden, hvor vi får snakket hverdagens skærmydsler grundigt igennem, når vejrtrækningen ikke bliver for besværet.

Og min mand og jeg kan også løbe sammen nu – det var lidt en kompliceret sag at nå dertil, hvor jeg ikke bliver fornærmet over hans tempo: ”ej, så langsom er jeg ikke” eller ”ej, så hurtigt kan jeg altså ikke løbe”. 

De sidste par år har vi også fået børnene med. De er 9 og 10. Det er dejligt at have overbragt glæden ved løb til mine børn. Her den anden dag løb den yngste med sine 23.43 minutter på 5 km 24 sekunder hurtigere end jeg… og fysisk velvære og gode tanker my ass – det ER også en konkurrence, så nu går intervaltræningen i gang!

Dobbeltidentitet

Som de fleste ved, er jeg amerikaner (min far) og dansker (min mor). Jeg bliver tit spurgt, om jeg er halv amerikaner. Og jeg siger nej. Jeg er hel amerikaner og hel dansker. Jeg har boet flest år af mit liv i Danmark, men jeg har en stor del af min identitet fra USA. Som teenager og ung voksen boede jeg i USA – jeg udforskede grundigt mine amerikanske rødder og oplevede, at min mors tilgang til verden og opdragelse af mig var stærkt præget af hendes mange år i Los Angeles. Amerikansk følsomhed og dansk ironi er i min dna.  

Nogle måder at tænke på er tæt knyttet til den kulturelle identitet og kan kun mærkes, hvis man er insider. Og jeg er både insider og outsider i begge kulturer. I dag skypede jeg med min far. Når vi taler, hopper jeg ind i min amerikanske arena. Men jeg taler ud fra min danske arena, fordi jeg lige nu lever mit liv i Danmark; har job i Danmark, har mine børn i skole i Danmark osv.

Jeg kan føle mig fremmed, når folk i USA ikke forstår velfærdsmodellen, eller hvorfor man skal spare på vandet. Og jeg føler mig fremmed i Danmark, når Dannebrog hejses, og kristendomsundervisningen i folkeskolen tages for givet.

Jeg kan hverken den danske eller amerikanske nationalsang. Jeg føler mig mest hjemme i LA – her føler jeg nærhed med min familie og tryghed i gaderne. Jeg elsker Danmark og den danske sarkasme, ironi og æstetiske tilgang til hverdagen. Jeg ved, hvornår jeg skal tale med amerikanske holdninger, og hvornår jeg skal tale med danske holdninger. Jeg er en blanding og et moderne produkt af en global verden – jeg håber, vi bliver flere, der kan få lov at føle, at vi er lige dele af hver kultur, vi stammer fra.

superlækkersult

Dadler, kokos, kakao og frisk ingefær blendes og rulles til kugler. Sødt og stærkt og chokoladelækkert.

250 gram dadler

6 spsk god kakao

100 gram revet kokos

1-2 cm hakket og frisk ingefær

blend til en smooth masse

rul til kugler

spis!

Fashionistaens genvordigheder

Jeg er forfængelig. Ikke på jeg-går-ikke-udenfor-en-dør-uden-mascara-måden, men på den måde, at jeg elsker en lækker ansigtscreme, have krøllerne slået ud og lakeret neglene i en iøjenfaldende farve.

Derudover er jeg temmelig kategorisk, når det kommer til farver. Jeg elsker farver, og nuancen skal være helt perfekt. Derfor deler jeg mit vasketøj op i farver. Hvidt er hvidt – ikke råhvidt. Røde nuancer i en bunke, grå-blå-grøn i anden, sort og mørkeblåt i en tredje osv. Det betyder at vores tøj herhjemme for det meste holder farven hele livet og vores hvide er helt hvidt.

Men så skete det, der ellers aldrig sker. Under vaskemaskinens kørsel hørte jeg et gentagent klonk, som ikke burde være muligt, eftersom det hvide tøj hverken havde knapper eller spænder. Da vasken var slut og jeg åbnede lågen, mødte jeg en ubehagelig skarp lugt af acetone, og da jeg trak min lækre løbesinglet ud af maskinen, var den fuldstændig rødplettet. Mine øjne faldt på min Tromborg Tulles neglelak, som lå smadret og indsmurt i egen lak og også havde afgivet røde pletter på alt tøjet. I første omgang tænkte jeg, ’åh nej, mit hvide tøj’, men ligeså langsomt gik det op for mig, at det var meget værre: vaskemaskinen var ødelagt. Neglelakken var sevet ind i trom

len på varmelegeme og hele baduljen. ÆV.
Hos forsikringsselskabet viste det sig, at det ikke var en hyppig skade. Min beskrivelse af ’neglelak i vaskemaskine’ blev mødt med en fnisen og en tydeligvis uindviet i neglelakkens logik spurgte, om jeg ikke bare kunne vaske det af. Forsikringskonsulenten måtte sparre med en overordnet for at finde ud af om den slags hørte under erstatningssager, og til mit held er det endnu ikke en sag, der findes mistanke om snyd til, så nu kan jeg igen farvesortere vores klæder og vaske – der vil dog fra nu af være et dobbelttjek for uønskede genstande inden maskinen tændes.

Velkommen til min by - velkommen til Los Angeles!

Jeg er født og delvist opvokset i LA. Byen rummer det hele, og jeg elsker mangfoldigheden, åbenheden, de mange kulturer og det gode vejr. For mig handler LA rigtig meget om at se på alle de forskellige mennesker og tale med nogen af dem. Jeg synes folk er ret flinke til at snakke og fortælle om byen - eller fortælle om dem selv. Når jeg besøger min far, som stadig bor i LA, får jeg hurtigt nye bekendte eller møder gamle venner på gaden – selvom byen er kæmpe. I LA føler jeg mig altid hjemme og utrolig tryg. Men det handler også om de områder, jeg færdes i.
 

Områder & steder jeg kan anbefale:

Shopping og mad: 

3rd Street mellem Fairfax og La Cienega i West LA. Her er der en masse independent butikker og ikke mindst en rigtig hyggelig café; Toast.

Polkadot and Moonbeam er en vintage/nyt tøjbutik med gode fund.  

Wholefoods er et kæmpe økologisk supermarked, som ligger mange steder, men på 3rd er den stor og god til en hurtig snack (gode burgere), da man kan sidde ned. Den ligger på Fairfax og 3rd. Overfor - på den anden side af 3rd – ligger den forfærdelige, men udendørs mall 'The Grove' (med alle tøjkæderne - Las Vegas style), og ved siden af ligger resterne af det gamle Farmers Market, hvor man kan få alle mulige lækre måltider.

Fairfax er et meget jødisk kvarter og her ligger blandt andet den legendariske Cantor's - en jødisk Delicatessen. Ellers er det interessant at kigge på mænd med hatte og kvinder med paryk...(jeg er selv jøde, og man må gerne smugkigge lidt på de ortodokse).

Billige gode burgerkæder er Fatburger og IN&OUT. De ligger forskellige steder i byen.
Gode morgenmadskæder: Urth Café og Le Pain.

På Robertson blvd ved Gregory Way ligger billig, fransk café Champ Elysees med fantastiske croissanter og god kaffe. Overfor ligger Al Gelato, en lille italiensk biks, som ikke ser ud af noget. De laver verdens bedste meatballs! Og rigtig god is.

Robertson blvd mellem 3rd og Wilshire: her er der nogle dyre butikker, og man kan være 'heldig' at spotte kendte omkring caféen 'the Ivy'. Men der er også en stor American Apparrel, som har funky jersey.

Melrose ave og La Brea var, da jeg var ung, et funky sted med masser af punkere etc. Nu er det desværre mest de store tøjkæder som hersker. I Fred Seagal kan man se på meget dyrt tøj eller måske se kendte. Urth Café og Le Pain er ret hyggelige på Melrose og åbner tideligt, hvis man er jetlagged.


Larchmont blvd ved Beverly blvd har også gode butikker og yogamennesker med deres måtter på ryggen. Rigtig god sneaker butik: Kicks Sole Provider.
 

Silverlake (her boede jeg som lille)- trendy, kunstner-bydel med snoede og bakkede gader. Smarte caféer. Casbah Café et ungt hippieagtigt sted på 3900 West Sunset. Lidt længere nede af gaden ligger Intelligentia – et super kaffehipstersted.

Atwater Village begyndende hipsterbydel – har prøvet kaffe, Vietnamesisk mad og det fantastiske udendørs, lille tacofastfoodsted (og tilmed utrolig friskt og lækkert) Hugo’s Tacos Glendale 3300 Blvd.

I Brentwood kan man se rige damer med sjove trutmunde og glatte pander. Her ligger et fantastisk morgenmad/bagel sted, som hedder NY Bagel (ejeren serverer ofte selv og er ret cool). Det ligger på San Vicente mellem Darlington Ave and Mayfield Ave. Hvis man køre lidt længere ud af San Vicente og drejer til venstre af Montana, er der et shoppingområde med en masse fine damer og fine butikker. 

Little Osaka – på Sawtelle mellem Olympic og Santa Monica Blvd – her finder du et lille stykke Japan med alt fra japansk supermarked til tøjbutikker og restauranter. Hyggeligt område med æstetikken i orden.

Parker og udendørsaktiviteter:

Pan Pacifc Park. Stor park mellem Beverly og Third vest for Fairfax Ave. Her kan man få lidt fred og ro. Eller løbe en tur. Gode legepladser.

Santa Monica: strand og 3rd street promenade - gågade med de store tøjkæder og turister.

Venice beach: legendarisk, men meget turistet og et mylder af mennesker. 

Går man lidt væk fra stranden op til Abbot Kinney eller i det område er der masser af smarte, hipstercaféer, gallerier og interessante bikse.

På Venice beach kan man leje rulleskøjter og cykler og trille langs med vandet på en stor sti. Her er rigtig skønt –og en kølig brise, hvis det er varmt.

Little Tokyo nær Downtown er ret fantastisk, hvis man er til japansk kunsthåndværk og japansk mad fx Shabu Shabu, som er værd at vente på.  

Lacma - Los Angeles county museum. Ligger på west 6th street og Fairfax.

The Getty Center - fantastisk museum at gå rundt i og nyde udsigten. Det er virkelig et fedt sted. Man skal nok bruge i hvert fald en halv dag. 

Om aftenen kan det være sjovt at køre op i bjergene i Beverly Hills og se ud over byen. lyset i mørket ser helt eventyrligt ud. 
     
Griffith park - Los Angeles Zoo er ret fint, hvis man er til den slags. Orangutangerne er ret seje.

Korea Town skulle også have noget, men den bydel kender jeg ikke andet til end, at min fars ven Carl bor der...
 

Downtown er det hele: masser af hjemløse, flotte gamle bygninger fra 1900 - det gamle LA. Nu et miks af finansmennesker, som har travlt, små oaser, menneskemylder, mystiske plastikdimsebutikker etc. 

Universal Studios – hvis man er til film og forlystelser på én gang, er det et super sted.

Disneyland – sjovt for alle, selv mig.

Six Flags Magic Mountain – helt vildt, for vildt til mine børn...

Strande – kør nord på af Pacific Coast Highway forbi Malibu og i finder skønne strande. Vandet er koldt!

Vær i øvrigt forsigtige, men ikke bange - jeg er tit faret vild fx i East LA og er blevet behandlet pænt, når jeg har spurgt om vej. 

En omvendt start

Det er et nyt år. Det er 2014. Nu starter jeg igen. Med at skrive herinde.

Nu vil jeg mestre at stå på hænder. Det er mit mål for 2014.

Grænseoverskridende er det, der bedst beskriver det.  Det var super grænseoverskridende, den første gang jeg svingede benene op ad væggen i fitnesscentret og håbede, at armene var stærke nok, og at jeg ikke smadrede benene igennem væggen. (Jeg turde ikke gøre det alene derhjemme i frygt for, at det gik galt og min mand og børn ville finde mig, hvorefter en masse spekulationer om, hvad jeg dog havde foretaget mig, ville opstå).

Efterfølgende er det ikke nær så angstprovokerende, men hver gang jeg svinger mig op på hænderne, mærker jeg et sus i maven og tænker ”pyh ha det gik også denne gang”. I dag lykkedes det mig endda at stå nogle sekunder uden at støtte den ene fod op ad væggen!

Når jeg står på hænder, er det hele vendt på hovedet – muskler i ryg, arme, mave og skuldre aktiveres på en helt ny og uvant måde, og jeg bliver stærkere og mere mobil, men det giver mig også et nyt perspektiv. Jeg vil ikke bare se på, når mine børn laver vejrmøller henover græsplænen om sommeren, jeg vil være med. Og det vil jeg gerne overføre til andre dele af mit liv. Jeg vil være med. 2014 – hej, hej her kommer jeg med hovedet den forkerte vej…

Moderkomplekst

I går glemte jeg et forældremøde.  Og jeg synes, det er for dårligt, men jeg kan ikke altid helt følge med i det at være forælder.

Da jeg fødte Carla var jeg supermor. Det tog godt nok et par uger at vænne mig til at tilsidesætte alle mine egne behov for søvn, mad, bad, motion, sex, stilhed, input fra omverden osv., men derefter gjorde jeg det ret godt. Jeg kunne amme hver eneste time 24 timer i døgnet, jeg kunne trøste de 6 timer om dagen Carla græd pga. kolik, jeg kunne skifte ble med en hånd, og jeg var lykkelig, bare fordi hun var til. Det var fantastisk at være blevet mor, og jeg var ikke i tvivl om, hvad jeg skulle gøre.

Nu, 9 år senere, hørte jeg i morges mig selv bedende spørge Carla, om hun ville sige farvel. Og det var 30 sekunder efter, at hun havde sagt, jeg var en lortemor, fordi jeg spurgte, om hun ville have sine kondisko på.

Det er opdragelse, det handler om nu. Men også om alt muligt andet. Det er ikke længere kun basale behov. Det er psyke, stædighed, svaghed, styrke, omgivelser, skole, legekammerater, fodbold, svømning, forældremøder, og oven i alt det kommer min egen barndom, Lasses barndom og vores parforhold. Og inde i det virvar af følelser og meninger skal jeg stadig være supermor. Men det er jeg ikke.  Supermorskappen er væk, og jeg er landet. Jeg er bare mor nu.