seks sunde og én usund

Jeg elsker mad, og jeg elsker søde sager. Desværre har jeg ikke en naturlig stopklods for nogen af delene. Jeg bliver ved, til jeg er stopmæt, og jeg kan sagtens konsumere 200 gram chokolade ovenpå et stort måltid, hvis ikke jeg stopper mig selv. Samtidig vil jeg gerne være slank og fast. De to ting hænger bare ikke helt sammen, når jeg har et forholdsvist stillesiddende job og ikke træner til en ironman. Derfor har jeg forsøgt forskellige metoder, som både hjælper mig med at holde min krop i den facon, jeg ønsker, og giver mig mulighed for at spise, hvad jeg har lyst til – ind i mellem.

Jeg har fundet ud af, at det der med bare lige at spise to stykker mørk chokolade og en klidmuffin – det gør det slet ikke for mig. Der skal mere til. Jeg skal mærke fedtet glide gennem blodkarrene og sukkeret spille bold med mit blodsukkerniveau. Jeg skal føle, at nu, kan jeg ikke proppe mere ned, før jeg stopper med at have lyst til mere.

Derfor har jeg indgået en aftale med mig selv. De seks af ugens syv dage spiser jeg 100 procent fornuftigt uden udskejelser af nogen art. Og én dag af ugens syv dage spiser jeg, hvad jeg har lyst til. Den ene dag lægger jeg i forbindelse med arrangementer, hvor jeg forestiller mig, at der vil være lækkerier af de mere kalorierige slags. På den måde kan jeg spise og drikke, som jeg har lyst, uden dårlig samvittighed eller frygt for at vægten stiger, når jeg er til fest. Og lysten til det usunde er også blevet mindre, efter det er helt legalt at bunde en varm chokolade.

Før planen kunne jeg tænke ”Nu når jeg alligevel er faldet i, kan jeg ligeså godt blive ved. Jeg har syndet.” osv. Jeg nød slet ikke mine udskejelser. De blev en byrde, og noget jeg var irriteret over. Jeg blev ked af, at jeg ikke havde disciplin nok til at holde igen. Holde ved de to stykker mørke chokolade. Eller ved en bid af min mands kage. Det usunde blev syndigt og forkert. Og dermed blev jeg usund og forkert.
Min seks dage sund og én usund på en uge plan holder mig både kropsmæssigt og mentalt fast og glad. Jeg nyder mine usunde dage. Jeg spiser med god samvittighed kanelsnurrer og Häagen Dazs velvidende, at jeg dagen efter spiser rugbrød og grøntsagsstænger. De sunde dage kan jeg også nyde, fordi de giver mig energi og kræfter til at gennemføre min træning og mit arbejde uden at gå sukkerkold. For jeg kan godt mærke på min krop, når den kun får sukker og fedt, at den ikke vil helt det samme, som alle de andre dage, når den spiser grønt og groft. Og begge dele er godt for krop og sjæl.

Perfekt uperfekt

Vinterferien lakker mod enden, min mand er ude at løbe, og børnene er hos legekammerater. Huset er rengjort, aftensmaden planlagt osv. osv. Alligevel sidder jeg her, og føler jeg BURDE give køleskabe en omgang eller ordne børnenes skoletasker. Jeg kan ikke slippe trangen til at leve op til kravet om, at alt skal være perfekt. Alligevel hader jeg perfekte hjem, fordi jeg føler, at min egen tilstedeværelse roder, jeg hader, når folk ALDRIG spiser sukker og i øvrigt heller ikke kan lide søde sager, når jeg selv lige har slugt fire fastelavnsboller, jeg hader, når andre folks børn bare er super velopdragne, mens mine egne går fra bordet før det er passende, og hverken stiller tallerkenen ud eller siger tak for mad.

Jeg elsker skavanker. Men de skal helst være hos I andre. Jeg skal helst kunne sige til mig selv ”Nåh ja, så er jeg/mine børn/mit hjem/ min mand jo heller ikke så slem/slemme i forhold til…”. Når det kommer til mig selv, er jeg meget kritisk. Mine baller skal helst være lidt fastere, mine børn være lidt sødere, og min mand lidt mere spændende. Sådan er det bare. Jeg sammenligner mig selv i et væk. Det er alt, der kan sammenlignes. I svømmehallen er det oplagt at lægge mærke til lår og strækmærker. På jobmarkedet kan jeg sammenligne joberfaring. I forhold til børnene er det meget deres opførsel, jeg sammenligner med andres opførsel. Og min mand kan virke alt for reserveret. Jeg er garanteret heller ikke så klog som alle Jer andre – det er jo bare, fordi ingen har opdaget, at jeg intet kan, at de er glade for mig på mit arbejde… BLAH.

Jeg tror glæden ved andres skavanker og trangen til det perfekte hos mig ligger i, at jeg ikke tror nok på mig selv. Hver dag øver jeg mig på, at acceptere, at jeg selv er helt og aldeles uperfekt, og det er mine nærmeste også. Og skavankerne hos mig og dem, skal jeg også elske. Det skal ikke bare være de andres skavanker, der gør mig selv bedre og mere perfekt.

Ps. Jeg vil lige sige, at jeg er super god til mennesker, at mine børn er rigtig dygtige i skolen, og at min mand kan løbe vildt stærkt. Altså bare så I ikke tror, jeg er helt uperfekt… det har jeg nemlig ikke selvtillid nok til, at I skal tro.

Er mordattertid også træningstid?

Nu er det vinterferie, og hverdagens rutiner er sat på pause. Det kunne også nemt betyde, at min træning blev sat på pause. Men det vil jeg fortryde, ved jeg. For træning for mig er på en måde hellig. Jeg er meget viljefast, når det kommer til mine træningsrutiner. Mindst tre gange om ugen og helst fire. Det handler om min mentale tilstand. Jeg bliver træt og godt gammeldags mopset, hvis ikke jeg når min træning. Så her i ferien bliver den også prioriteret, også selvom det set udefra koster noget fra familien.

For eksempel bruger jeg ferierne til at tage mine døtre med på café og shoppingtur én ad gangen. Vi spiser på café, og vi kigger i legetøjsbutikker osv. Og her er det så, at der skal betales lidt for træningen. Der er så mange argumenter for ikke at bruge den dyrebare mordattertid på (mit egos) træning. Men så er der jo faktisk så mange andre dage, det heller ikke passer at træne. Så mordatterdagen starter med, at datter skal læse i sin bog, mens mor okser rundt i en halv time i træningscentret. Det ser egoistisk ud, og er det også, men sådan er det jo med træning – det handler om én selv. Og mon ikke det også giver mine døtre en idé om, at træning er godt for dem?

Velkommen til the crunch and me

Denne blog handler om sundhed på alle planer. The crunch and me refererer til alt, hvad der knaser - maden, forholdet til andre og os selv, og så den evindelige mavebøjning, the crunch.

Det er de store ting i livet, der tæller: barn nummer et, barn nummer to, mand, døden, rejser, hverdagen. Hvordan balancerer man mellem lette løsninger og sund livsstil i en verden med lyserøde cupcakes, der lokker, søde veninder med lækre drinks og fjernsynet, der dulmer livets hårde facts? Hvordan gør man livet til et sundt sted at være uden al for meget besvær? Det er noget af alt det, jeg vil kredse om herinde. Velkommen og god fornøjelse!