Perfekt uperfekt

Vinterferien lakker mod enden, min mand er ude at løbe, og børnene er hos legekammerater. Huset er rengjort, aftensmaden planlagt osv. osv. Alligevel sidder jeg her, og føler jeg BURDE give køleskabe en omgang eller ordne børnenes skoletasker. Jeg kan ikke slippe trangen til at leve op til kravet om, at alt skal være perfekt. Alligevel hader jeg perfekte hjem, fordi jeg føler, at min egen tilstedeværelse roder, jeg hader, når folk ALDRIG spiser sukker og i øvrigt heller ikke kan lide søde sager, når jeg selv lige har slugt fire fastelavnsboller, jeg hader, når andre folks børn bare er super velopdragne, mens mine egne går fra bordet før det er passende, og hverken stiller tallerkenen ud eller siger tak for mad.

Jeg elsker skavanker. Men de skal helst være hos I andre. Jeg skal helst kunne sige til mig selv ”Nåh ja, så er jeg/mine børn/mit hjem/ min mand jo heller ikke så slem/slemme i forhold til…”. Når det kommer til mig selv, er jeg meget kritisk. Mine baller skal helst være lidt fastere, mine børn være lidt sødere, og min mand lidt mere spændende. Sådan er det bare. Jeg sammenligner mig selv i et væk. Det er alt, der kan sammenlignes. I svømmehallen er det oplagt at lægge mærke til lår og strækmærker. På jobmarkedet kan jeg sammenligne joberfaring. I forhold til børnene er det meget deres opførsel, jeg sammenligner med andres opførsel. Og min mand kan virke alt for reserveret. Jeg er garanteret heller ikke så klog som alle Jer andre – det er jo bare, fordi ingen har opdaget, at jeg intet kan, at de er glade for mig på mit arbejde… BLAH.

Jeg tror glæden ved andres skavanker og trangen til det perfekte hos mig ligger i, at jeg ikke tror nok på mig selv. Hver dag øver jeg mig på, at acceptere, at jeg selv er helt og aldeles uperfekt, og det er mine nærmeste også. Og skavankerne hos mig og dem, skal jeg også elske. Det skal ikke bare være de andres skavanker, der gør mig selv bedre og mere perfekt.

Ps. Jeg vil lige sige, at jeg er super god til mennesker, at mine børn er rigtig dygtige i skolen, og at min mand kan løbe vildt stærkt. Altså bare så I ikke tror, jeg er helt uperfekt… det har jeg nemlig ikke selvtillid nok til, at I skal tro.