100% mig

Min chef går rundt med en t-shirt, hvor der står 100% mig på maven. Og det har fået mig til at tænke. Over min identitet. Andres identitet. Min og andres identitet.  

Som 21 årig kom jeg tilbage til Danmark efter en fantastisk 3 måneders rejse i Indien. Men jeg blev stoppet i paskontrollen, fordi jeg ikke havde dansk pas og ingen dansk opholdstilladelse. Jeg har amerikansk statsborgerskab, men har boet i Danmark det meste af mit liv. Af flere grunde endte jeg med at komme foran i køen hos udlændingestyrelsen, da jeg skulle ansøge om en opholdstilladelse, og jeg fik en mindre bøde, end jeg burde, blandt andet fordi jeg talte flydende dansk og så dansk ud. Det var vildt diskriminerende. Men nemt for mig.

Men det er også det, jeg kæmper imod. At jeg ser så dansk ud. Mange synes, det er underligt, at jeg ikke bare kan føle mig ”almindelig” dansk. (Hvad det så end er?) 

Jeg er dansker, jeg er amerikaner og jeg er jøde. Min mor (og far)opdragede mig med, at jeg er jøde, at jeg er amerikaner, og at jeg er dansker. De tre identiteter er utrolig vigtige for det at være mig. Og man kan ikke se det sådan bare lige, så det skal indimellem forklares. Jeg kunne vælge at lade det ligge. Lade mig selv om det og være ligesom alle andre danskere – uden jøden og uden amerikaneren. Men hvem bliver jeg så? Hvem er jeg uden alle mine forforståelser for, hvorfor jeg gør, som jeg gør? Så ville jeg i hvert fald ikke være 100% mig.

Nogle vil måske påpege, at min identitet er en fortælling, jeg selv og andre har skabt. Og det er rigtigt nok, men for at være 100% mig, har jeg behov for den fortælling.

Knus problemerne

Jeg er altid sovset ind i problemer. Jeg tror aldrig, jeg bare har haft en helt problemfri hverdag. Og det har måske noget at gøre med, at jeg ser problemerne. Og det er et problem…

Men jeg kommet frem til, at det egentligt er meget godt. Jeg er vant til at rode rundt mellem alle de tanker, problemerne fører med sig, mens jeg kører videre i mit hverdagsspor.  Og så laver jeg tankerne til ord, og fortæller om dem til alle, der viser den mindste interesse for, hvordan jeg har det. Problemerne bliver på den måde ikke så vigtige. De er der (næsten altid) sideløbende i min bevidsthed, og jeg får dem konstant bearbejdet.  

De sidste uger har problemerne svirret omkring min familie, og jeg har brugt meget tid på at forsøge at løse dem. De er ikke løst, men de er netop lettet, og især føles det rart, at jeg fra at være blevet indkaldt til ekstraordinære møder med lærerne på mine døtres skole (pga. af pigefnidder og drilleri), lige har været til to skolehjemsamtaler, hvor de begge blev rost til skyerne for at løse deres problemer.

Problemerne kommer og går – nye opstår, mens de gamle forsvinder eller dukker op i ny form. Men problemer kan blive lettere at leve med, hvis man tør stå ved dem og sætte ord på dem.

Høflighedsspisen

I fredags mødtes jeg med en veninde, som jeg kom til at presse til liiige at spise en lille muffin. Hun kunne selvfølgelig sige nej, men var høflig og takkede ja. Det føltes rart at give hende en muffin, men bagefter fik jeg det faktisk lidt dårligt, fordi hun fortalte, at hun var på slankekur, fordi hun skulle smide nogle ekstra kilo. Og dertil sagde jeg straks: ”Jamen, bare en lille én”. Jeg pressede hende – jeg nødede hende.

Rigtig tit oplever jeg, at skal vi ses med nogen, skal der spises eller drikkes. Og det er for det meste de mere kalorietætte anretninger, vi mødes omkring. Kager, vin, chokolade, hjemmebagte boller etc. etc.  Og det er så svært at sige nej, hvilket der er flere grunde til. Måske har veninden bagt den lækre kage, kun fordi jeg kom på besøg. Eller vinen åbnes, fordi jeg har haft fødselsdag i sidste uge, eller chokoladen stilles frem, bare fordi jeg er sød… og så er der dem, der lige som jeg selv, presser lidt på, hvis der takkes nej.

Jeg gør det jo i den grad selv – altså udsætter folk for mine hjemmebagte kanelsnegle, scones eller andet lækkert. Og jeg bliver selv lidt småfornærmet, hvis den jeg byder (uhøfligt) takker nej. Nu har jeg jo stået der, og gjort mig umage. Men det er jo faktisk noget helt andet, det drejer sig om. Det er jo ikke en afvisning af mig, når veninden takker nej til min halvanden times håndæltede bolle. Det er de ekstra kalorier, hun gerne vil undgå, fordi hun helst ikke vil blive tykkere.

Vores samvær med andre skal helst tygges eller drikkes. Og hvis man, som jeg (og min veninde i fredags)ikke er for tyk, men bare bliver nødt til at kontrollere kalorieindtaget for ikke at blive større, kan det nemt opfattes som fanatisk, fjollet eller uhøfligt, når man siger nej. Men vi udsættes jo konstant for fedende fristelser, og vi skal have lov til at vælge, som vi vil, uden at det bliver opfattet som en afvisning af giveren. Og det er jo lidt skørt det der med, at man for det meste skal mødes om at spise eller drikke. Måske er det, fordi det er nemmere at være sammen, når man kan gøre noget andet imens. Det er en interessant tradition, som vel eksistere i mange kulturer. Men bare vi selv kan bestemme, hvad der ryger ned i maven, så går det nok.
Så næste gang jeg byder på bagværk, så sig endelig nej tak, hvis det ikke lige passer dig!