100% mig

Min chef går rundt med en t-shirt, hvor der står 100% mig på maven. Og det har fået mig til at tænke. Over min identitet. Andres identitet. Min og andres identitet.  

Som 21 årig kom jeg tilbage til Danmark efter en fantastisk 3 måneders rejse i Indien. Men jeg blev stoppet i paskontrollen, fordi jeg ikke havde dansk pas og ingen dansk opholdstilladelse. Jeg har amerikansk statsborgerskab, men har boet i Danmark det meste af mit liv. Af flere grunde endte jeg med at komme foran i køen hos udlændingestyrelsen, da jeg skulle ansøge om en opholdstilladelse, og jeg fik en mindre bøde, end jeg burde, blandt andet fordi jeg talte flydende dansk og så dansk ud. Det var vildt diskriminerende. Men nemt for mig.

Men det er også det, jeg kæmper imod. At jeg ser så dansk ud. Mange synes, det er underligt, at jeg ikke bare kan føle mig ”almindelig” dansk. (Hvad det så end er?) 

Jeg er dansker, jeg er amerikaner og jeg er jøde. Min mor (og far)opdragede mig med, at jeg er jøde, at jeg er amerikaner, og at jeg er dansker. De tre identiteter er utrolig vigtige for det at være mig. Og man kan ikke se det sådan bare lige, så det skal indimellem forklares. Jeg kunne vælge at lade det ligge. Lade mig selv om det og være ligesom alle andre danskere – uden jøden og uden amerikaneren. Men hvem bliver jeg så? Hvem er jeg uden alle mine forforståelser for, hvorfor jeg gør, som jeg gør? Så ville jeg i hvert fald ikke være 100% mig.

Nogle vil måske påpege, at min identitet er en fortælling, jeg selv og andre har skabt. Og det er rigtigt nok, men for at være 100% mig, har jeg behov for den fortælling.