Moderkomplekst

I går glemte jeg et forældremøde.  Og jeg synes, det er for dårligt, men jeg kan ikke altid helt følge med i det at være forælder.

Da jeg fødte Carla var jeg supermor. Det tog godt nok et par uger at vænne mig til at tilsidesætte alle mine egne behov for søvn, mad, bad, motion, sex, stilhed, input fra omverden osv., men derefter gjorde jeg det ret godt. Jeg kunne amme hver eneste time 24 timer i døgnet, jeg kunne trøste de 6 timer om dagen Carla græd pga. kolik, jeg kunne skifte ble med en hånd, og jeg var lykkelig, bare fordi hun var til. Det var fantastisk at være blevet mor, og jeg var ikke i tvivl om, hvad jeg skulle gøre.

Nu, 9 år senere, hørte jeg i morges mig selv bedende spørge Carla, om hun ville sige farvel. Og det var 30 sekunder efter, at hun havde sagt, jeg var en lortemor, fordi jeg spurgte, om hun ville have sine kondisko på.

Det er opdragelse, det handler om nu. Men også om alt muligt andet. Det er ikke længere kun basale behov. Det er psyke, stædighed, svaghed, styrke, omgivelser, skole, legekammerater, fodbold, svømning, forældremøder, og oven i alt det kommer min egen barndom, Lasses barndom og vores parforhold. Og inde i det virvar af følelser og meninger skal jeg stadig være supermor. Men det er jeg ikke.  Supermorskappen er væk, og jeg er landet. Jeg er bare mor nu.

Rodehoved hovedrod

Jeg har spekuleret rigtig meget. Jeg har spekuleret på, hvad min blog her er til. I løbet af sommeren har jeg haft rigtig mange idéer til indlæg, men har stoppet mig selv og tænkt ”nej, det er ikke det, det skal handle om”. Men nu er jeg kommet frem til, at bloggen jo handler om mig og mine, og det jeg synes er vigtigt. Og så vil jeg leve efter mit nye ynglingscitat fra et magasin: ”Jeg vil hellere dumme mig, end jeg vil sidde og ærgre mig over alt det, jeg ikke fik gjort”.

Derfor vil jeg nu tage toiletrulleemnet op. Fordi det er blevet et emne der forstyrre mig inde i mit rodehoved.

Engang blev jeg spurgt om, hvilken vej jeg synes, en toiletrulle skulle vende, når den hænger i holderen. Det er noget, jeg aldrig før havde taget stilling til. En detalje som jeg ikke har lagt mærke til, som overhovedet ingen betydning har haft i mit liv. Alligevel har jeg sidenhen vendt den, så man hiver stykkerne af på ydersiden af rullen, fordi argumenterne for det, var de bedste. Nu er det pludselig blevet noget, der fylder i min bevidsthed. Og i virkeligheden er det fuldstændig ligegyldigt. Og jeg må indrømme, at jeg faktisk prøver at rydde ud i den slags småting. De hører ikke hjemme i min bevidsthed, i mit hoved.

Mirakler sker

Jeg savner min mor rigtig meget hver dag, men der er tidspunkter, hvor savnet svier mere. I sommerperioden, hvor de fleste tager ”hjem” til deres forældre og lader børnene være børnebørn, savner jeg inderligt min mor. Jeg savner min mors hus, hvor Carla gik rundt med sin mormor og spiste alt for meget sukkerstads eller hjalp min stedfar med at grave kartofler op i haven. Jeg tænker tit på, hvordan det hele ville have været, hvis bare…de ikke var døde.

Men sådan er det ikke. Tør øjnene og kom videre, Nanet! Jeg har besluttet mig for ikke at lade livet være en skuffelse, hvor jeg venter på, at der sker et mirakel. Min mor kommer ikke tilbage, og sorry mine børn har ikke bedsteforældre, som henter hver torsdag eller elsker at tilbringe timer med dem, bare fordi de er børnebørn.  Jeg opsøger derfor hver en lejlighed, hvor mine børn (og jeg selv) kan opleve nærhed med andre voksne end Lasse og jeg selv.

I dag har været fantastisk – jeg bagte scones, som vi delte med vores nye naboer og deres håndværker, dernæst plukkede vi deres solbær og ribs, Lasse gravede meget symbolsk hækken imellem os op, og vi tilrettelagde den nye fælles hønsegård  - mellem os og de nye naboer. Wow, hvor heldig kan jeg være? Søde naboer, der har lyst til at pille solbær med mine døtre og sludre om alt og intet og gider involvere os i deres liv! Jeg føler mig så privilegeret. Og heldig. Og faktisk synes jeg, at der er sket et mirakel.

Hey krop! Ska’ vi ikk’ være go’e venner?

Min krop og jeg er i et kompliceret forhold. Min krop kan ikke altid det, jeg vil have den til. Men det er jo mig, der ikke kan få den til det – vi er jo i virkeligheden ét mig og min krop. Det ved jeg godt. Vi hænger sammen på godt og ondt.

For to år siden pressede jeg min krop for meget. Den skulle være hurtigere på mine løbeture. Jeg tror, at jeg troede, at jeg ville få det bedre, hvis den kunne præstere noget mere. Og kroppen bliver hurtigere af intervaltræning. Og det var sjovt, og vi blev hurtigere. Kom ned på de 23-24 min på 5 km i hårdt terræn. Men intervallerne var for meget for min krop, den klagede sig, og jeg lyttede ikke til den. Så jeg gav den en knæskade. Det førte til, at jeg ikke har kunnet løbe de sidste to år. Men med tålmodighed, behandling, kikkertundersøgelse og diverse øvelser er jeg kommet tilbage på løbebanen igen.

I søndags tog jeg til et løb med en kollega, og jeg havde en skøn oplevelse. Jeg havde sat det som mål at nå under 28 minutter på de 5 km, altså hvis det ikke gjorde ondt i knæet, eller jeg fik sidestik eller alle de andre 1000 undskyldninger… Jeg endte på 27.09 minutter, og jeg er SÅ lykkelig. Fordi jeg lyttede til min krop, og den gjorde det godt. Jeg løb med overskud hele vejen. Det føltes rart at løbe, og jeg havde ikke ondt nogen steder. Det var målet. Og tiden - den blev, som jeg havde håbet på.

En flygtig lille djævel i mig tænkte straks ”æv – så tæt på at nå under 27”, men den tanke har jeg smidt væk. Jeg er tilbage. Jeg kan løbe, og jeg føler mig fri, når jeg løber. Det er her mine tanker får lov at blive sig selv og udvikle sig fra det negative til det positive. Det er på løbeturene, jeg får bearbejdet mig og min krop. Følelser forplanter sig i min krop, og på løbeturene opnår jeg forståelse for følelserne, så de bliver gode i min krop. Det kan sikkert lade sig gøre på andre måder, men for mig sker det under løb. Og det har jeg fået tilbage. Og nu skal jeg passe på det. Det LOVER jeg mig og min krop.

Karrierens sidegader

Da jeg ryddede op i min mors hus, fandt jeg en gammel stil, fra da jeg gik i sjette klasse. Jeg skrev, om hvordan mit liv så ud som 30årig. Jeg skrev, at jeg havde et godt job i en bank (!). Og at jeg havde en mand ”der også havde et godt job”. Jeg kan ikke huske at have skrevet stilen, og jeg har aldrig haft en drøm, om at arbejde i en bank. Dengang som 12årig læste jeg bøger fra min mors finlitterære bogreoler, så gamle filmklassikere, skrev digte og dyrkede fotokunst og drama. Min forestilling om mig selv som 30årig synes lidt underlig, når jeg tænker på, at jeg ville være skuespiller. Og pilot. Og journalist... Men jeg tror, det handlede om, at det lød fornuftigt, at arbejde i en bank. Sådan rigtig fornuftigt –noget med en kontorstol og penge.  

Da min dansklærer i 2. hf så fortalte mig, at jeg var i en rivende faglig udvikling, ville jeg på universitetet. Fordybe mig. Det skulle være religionsvidenskab, og der startede det.  Men det endte et helt andet sted. Via utallige sidegader endte jeg med at være indehaveren af en kandidat i kommunikation med kultur-og sprogmødestudier. Sociologiske metoder om mode og trends blev mit omdrejningspunkt.  

Nu underviser jeg socialt udsatte unge med misbrug. – Og hvordan hænger det sammen med min titel? Egentligt har jeg ofte bare ladet mig rive med af mine interesser, men jeg er nok også draget af modsætninger. Kontrasterne i livet - for at lyde lidt filosofisk. Alt det med mode og trends og formidling på skrift er utrolig spændende, men det er hos menneskerne, jeg finder følelserne og substansen i tilværelsen. De mennesker, der har brug for andre.

 Jeg har kæmpet lidt imod. Jeg har ikke trang til at redde andre mennesker, men jeg er et ”følelsesmenneske” og kan ikke sætte mine empatiske egenskaber på pause. En veninde, der selv har et job i et prestigefyldt miljø, sagde forleden noget med, at jeg skulle finde mig et rigtigt job. Et job der passer til min titel vel og mærke. Jeg flyver ikke rundt oppe i skyerne af bare prestige, men jeg har et job, som gør en forskel. Og det fokuserer jeg på lige nu. Jeg gør en forskel.

Jeg bliver ikke belønnet med høj gage og høj status. Jeg er bare lærer. For livet er ikke altid bare, som man ønsker, det skal være, og så er det med at lave ønskerne om. Ikke at man skal slippe sine drømme, men prøve at se, at drømmene og ønskerne ikke går tabt, fordi man laver noget, der ikke ligner, det man allerhelst vil. Lige nu. Altså.

100% mig

Min chef går rundt med en t-shirt, hvor der står 100% mig på maven. Og det har fået mig til at tænke. Over min identitet. Andres identitet. Min og andres identitet.  

Som 21 årig kom jeg tilbage til Danmark efter en fantastisk 3 måneders rejse i Indien. Men jeg blev stoppet i paskontrollen, fordi jeg ikke havde dansk pas og ingen dansk opholdstilladelse. Jeg har amerikansk statsborgerskab, men har boet i Danmark det meste af mit liv. Af flere grunde endte jeg med at komme foran i køen hos udlændingestyrelsen, da jeg skulle ansøge om en opholdstilladelse, og jeg fik en mindre bøde, end jeg burde, blandt andet fordi jeg talte flydende dansk og så dansk ud. Det var vildt diskriminerende. Men nemt for mig.

Men det er også det, jeg kæmper imod. At jeg ser så dansk ud. Mange synes, det er underligt, at jeg ikke bare kan føle mig ”almindelig” dansk. (Hvad det så end er?) 

Jeg er dansker, jeg er amerikaner og jeg er jøde. Min mor (og far)opdragede mig med, at jeg er jøde, at jeg er amerikaner, og at jeg er dansker. De tre identiteter er utrolig vigtige for det at være mig. Og man kan ikke se det sådan bare lige, så det skal indimellem forklares. Jeg kunne vælge at lade det ligge. Lade mig selv om det og være ligesom alle andre danskere – uden jøden og uden amerikaneren. Men hvem bliver jeg så? Hvem er jeg uden alle mine forforståelser for, hvorfor jeg gør, som jeg gør? Så ville jeg i hvert fald ikke være 100% mig.

Nogle vil måske påpege, at min identitet er en fortælling, jeg selv og andre har skabt. Og det er rigtigt nok, men for at være 100% mig, har jeg behov for den fortælling.

Knus problemerne

Jeg er altid sovset ind i problemer. Jeg tror aldrig, jeg bare har haft en helt problemfri hverdag. Og det har måske noget at gøre med, at jeg ser problemerne. Og det er et problem…

Men jeg kommet frem til, at det egentligt er meget godt. Jeg er vant til at rode rundt mellem alle de tanker, problemerne fører med sig, mens jeg kører videre i mit hverdagsspor.  Og så laver jeg tankerne til ord, og fortæller om dem til alle, der viser den mindste interesse for, hvordan jeg har det. Problemerne bliver på den måde ikke så vigtige. De er der (næsten altid) sideløbende i min bevidsthed, og jeg får dem konstant bearbejdet.  

De sidste uger har problemerne svirret omkring min familie, og jeg har brugt meget tid på at forsøge at løse dem. De er ikke løst, men de er netop lettet, og især føles det rart, at jeg fra at være blevet indkaldt til ekstraordinære møder med lærerne på mine døtres skole (pga. af pigefnidder og drilleri), lige har været til to skolehjemsamtaler, hvor de begge blev rost til skyerne for at løse deres problemer.

Problemerne kommer og går – nye opstår, mens de gamle forsvinder eller dukker op i ny form. Men problemer kan blive lettere at leve med, hvis man tør stå ved dem og sætte ord på dem.

Høflighedsspisen

I fredags mødtes jeg med en veninde, som jeg kom til at presse til liiige at spise en lille muffin. Hun kunne selvfølgelig sige nej, men var høflig og takkede ja. Det føltes rart at give hende en muffin, men bagefter fik jeg det faktisk lidt dårligt, fordi hun fortalte, at hun var på slankekur, fordi hun skulle smide nogle ekstra kilo. Og dertil sagde jeg straks: ”Jamen, bare en lille én”. Jeg pressede hende – jeg nødede hende.

Rigtig tit oplever jeg, at skal vi ses med nogen, skal der spises eller drikkes. Og det er for det meste de mere kalorietætte anretninger, vi mødes omkring. Kager, vin, chokolade, hjemmebagte boller etc. etc.  Og det er så svært at sige nej, hvilket der er flere grunde til. Måske har veninden bagt den lækre kage, kun fordi jeg kom på besøg. Eller vinen åbnes, fordi jeg har haft fødselsdag i sidste uge, eller chokoladen stilles frem, bare fordi jeg er sød… og så er der dem, der lige som jeg selv, presser lidt på, hvis der takkes nej.

Jeg gør det jo i den grad selv – altså udsætter folk for mine hjemmebagte kanelsnegle, scones eller andet lækkert. Og jeg bliver selv lidt småfornærmet, hvis den jeg byder (uhøfligt) takker nej. Nu har jeg jo stået der, og gjort mig umage. Men det er jo faktisk noget helt andet, det drejer sig om. Det er jo ikke en afvisning af mig, når veninden takker nej til min halvanden times håndæltede bolle. Det er de ekstra kalorier, hun gerne vil undgå, fordi hun helst ikke vil blive tykkere.

Vores samvær med andre skal helst tygges eller drikkes. Og hvis man, som jeg (og min veninde i fredags)ikke er for tyk, men bare bliver nødt til at kontrollere kalorieindtaget for ikke at blive større, kan det nemt opfattes som fanatisk, fjollet eller uhøfligt, når man siger nej. Men vi udsættes jo konstant for fedende fristelser, og vi skal have lov til at vælge, som vi vil, uden at det bliver opfattet som en afvisning af giveren. Og det er jo lidt skørt det der med, at man for det meste skal mødes om at spise eller drikke. Måske er det, fordi det er nemmere at være sammen, når man kan gøre noget andet imens. Det er en interessant tradition, som vel eksistere i mange kulturer. Men bare vi selv kan bestemme, hvad der ryger ned i maven, så går det nok.
Så næste gang jeg byder på bagværk, så sig endelig nej tak, hvis det ikke lige passer dig!    

Opvaskebjerget

For at være ærlig har de sidste tre uger bare været ren overlevelse på mit arbejde. Jeg arbejder med socialt udsatte unge under 18 med misbrug, og det arbejde er krævende på et plan, jeg ikke troede, jeg kunne være med på. Jeg er faktisk ret forundret over, hvor godt jeg egentlig håndterer højst ubehagelige situationer, som jeg pga. tavshedspligt ikke kan beskrive her.

Men det betyder også, at jeg må give op på hjemmefronten ind imellem. Blandt andet bliver der kun ryddet op i weekenden. I løbet af ugen sørger jeg for ikke at kigge mig omkring herhjemme og lader alle mine rengøringsneuroser være neuroser, nullermænd være nullermænd, og beskidte sokker hobe sig op under sofaen.  

Vi har ikke opvaskemaskine, og det er et stort pres i en hverdag med fire travle mennesker, der hver lige snupper en mad, drikker et glas mælk, laver te, skræller en gulerod og bager en kage – uden at vaske op efter sig. Sidst på dagen har vi ofte noget, der ligner et opvaskebjerg på størrelse med Mount Everest og kræver adskillige bjergbestigerdiplomer, før man kan overmande det.
Det er desværre et større projekt liige at få sat en opvaskemaskine op. Et vennepar har givet os deres gamle opvaskemaskine, men der skal lige flyttes en vask og nogle rør og tilsluttes noget el hist og her. Så indtil da må vi herhjemme få det bedste ud af det med opvask. Og så kan man jo lege lidt og lave skulpturer. Se bare her.

Farvel og goddag - okay

Døden har spillet en stor rolle i mit liv de seneste år. Da min ældste datter var fem måneder gammel, blev min mor meget syg. Hun mistede en stor del af sit syn og dermed følelsen af egen identitet. Godt tre år senere valgte hun at tage sit eget liv. Det er en kæmpe sorg og en stor smerte i mit liv hver eneste dag, at hun ikke er her længere. Jeg voksede primært op hos min mor i Danmark, og min ene bror er af ren pap, og den anden bor i USA, hvor min far også bor. Derfor var min mor den eneste, der kendte min historie – mit liv. Den jeg ikke selv kender. Historien om hvad jeg gjorde og sagde som barn og historien om, hvorfor vi levede, som vi gjorde. Nu må jeg selv gætte mig til min historie. Famle efter de små dele, jeg kan finde.

Det er fem år siden og hendes selvmord betyder også, at hun ikke oplever min nutid, mit liv, mine børn, min mand, og det smerter endnu mere. Men det, der smerter mest, er alt den smerte, hun gennemgik inden sit farvel til verden. Som efterladt vil jeg aldrig helt kunne forlade dette dystre rum af ubesvarede spørgsmål. Hvad drev hende dertil? Hvad kunne jeg have gjort? Det, og smerten over at være forladt af en person, jeg elskede så højt, er en permanent del af mit liv og vil aldrig forsvinde. Men jeg går ind og ud af denne sorg og smerte. Siger goddag og farvel til den.

De fleste dage er jeg den, der holder den positive linje både på arbejdet og derhjemme. Jeg føler stor lykke ved vores trivielle, lille rækkehusliv, med Fiaten i indkørslen, otte til fire jobbet og skolehjemsamtalerne, som de mest nervepirrende oplevelser i hverdagen. Jeg kan se lykken overalt i hverdagens trivialiteter. Rutinerne med madpakker, motorvej, madlavning og mudrede børn vejer heldigvis tungt på min lykkeskala. Og nej, jeg er ikke depressiv, fordi jeg ind imellem bryder sammen i fitnesscentret eller tuder de 30 km, jeg har til arbejde. Det er bare smerten, der siger goddag, og det er okay, for jeg siger farvel til den om lidt.                             

Chokosundt

Her er en idé til lidt sundt og lækkert, som både børn og voksne kan nyde. De består af lige dele hasselnødder og tørrede dadler og et par spsk kakao alt efter smag og behag. Det hele blendes og rulles i hånden til kugler. Derefter kan man trille dem i kakao eller andet drys. De er ikke kalorielette, men helt uden e-numre og tilsat sukker. De er fulde af gode sager - protein, vitaminer, mineraler og sundt fedt. Velbekomme!  

seks sunde og én usund

Jeg elsker mad, og jeg elsker søde sager. Desværre har jeg ikke en naturlig stopklods for nogen af delene. Jeg bliver ved, til jeg er stopmæt, og jeg kan sagtens konsumere 200 gram chokolade ovenpå et stort måltid, hvis ikke jeg stopper mig selv. Samtidig vil jeg gerne være slank og fast. De to ting hænger bare ikke helt sammen, når jeg har et forholdsvist stillesiddende job og ikke træner til en ironman. Derfor har jeg forsøgt forskellige metoder, som både hjælper mig med at holde min krop i den facon, jeg ønsker, og giver mig mulighed for at spise, hvad jeg har lyst til – ind i mellem.

Jeg har fundet ud af, at det der med bare lige at spise to stykker mørk chokolade og en klidmuffin – det gør det slet ikke for mig. Der skal mere til. Jeg skal mærke fedtet glide gennem blodkarrene og sukkeret spille bold med mit blodsukkerniveau. Jeg skal føle, at nu, kan jeg ikke proppe mere ned, før jeg stopper med at have lyst til mere.

Derfor har jeg indgået en aftale med mig selv. De seks af ugens syv dage spiser jeg 100 procent fornuftigt uden udskejelser af nogen art. Og én dag af ugens syv dage spiser jeg, hvad jeg har lyst til. Den ene dag lægger jeg i forbindelse med arrangementer, hvor jeg forestiller mig, at der vil være lækkerier af de mere kalorierige slags. På den måde kan jeg spise og drikke, som jeg har lyst, uden dårlig samvittighed eller frygt for at vægten stiger, når jeg er til fest. Og lysten til det usunde er også blevet mindre, efter det er helt legalt at bunde en varm chokolade.

Før planen kunne jeg tænke ”Nu når jeg alligevel er faldet i, kan jeg ligeså godt blive ved. Jeg har syndet.” osv. Jeg nød slet ikke mine udskejelser. De blev en byrde, og noget jeg var irriteret over. Jeg blev ked af, at jeg ikke havde disciplin nok til at holde igen. Holde ved de to stykker mørke chokolade. Eller ved en bid af min mands kage. Det usunde blev syndigt og forkert. Og dermed blev jeg usund og forkert.
Min seks dage sund og én usund på en uge plan holder mig både kropsmæssigt og mentalt fast og glad. Jeg nyder mine usunde dage. Jeg spiser med god samvittighed kanelsnurrer og Häagen Dazs velvidende, at jeg dagen efter spiser rugbrød og grøntsagsstænger. De sunde dage kan jeg også nyde, fordi de giver mig energi og kræfter til at gennemføre min træning og mit arbejde uden at gå sukkerkold. For jeg kan godt mærke på min krop, når den kun får sukker og fedt, at den ikke vil helt det samme, som alle de andre dage, når den spiser grønt og groft. Og begge dele er godt for krop og sjæl.

Perfekt uperfekt

Vinterferien lakker mod enden, min mand er ude at løbe, og børnene er hos legekammerater. Huset er rengjort, aftensmaden planlagt osv. osv. Alligevel sidder jeg her, og føler jeg BURDE give køleskabe en omgang eller ordne børnenes skoletasker. Jeg kan ikke slippe trangen til at leve op til kravet om, at alt skal være perfekt. Alligevel hader jeg perfekte hjem, fordi jeg føler, at min egen tilstedeværelse roder, jeg hader, når folk ALDRIG spiser sukker og i øvrigt heller ikke kan lide søde sager, når jeg selv lige har slugt fire fastelavnsboller, jeg hader, når andre folks børn bare er super velopdragne, mens mine egne går fra bordet før det er passende, og hverken stiller tallerkenen ud eller siger tak for mad.

Jeg elsker skavanker. Men de skal helst være hos I andre. Jeg skal helst kunne sige til mig selv ”Nåh ja, så er jeg/mine børn/mit hjem/ min mand jo heller ikke så slem/slemme i forhold til…”. Når det kommer til mig selv, er jeg meget kritisk. Mine baller skal helst være lidt fastere, mine børn være lidt sødere, og min mand lidt mere spændende. Sådan er det bare. Jeg sammenligner mig selv i et væk. Det er alt, der kan sammenlignes. I svømmehallen er det oplagt at lægge mærke til lår og strækmærker. På jobmarkedet kan jeg sammenligne joberfaring. I forhold til børnene er det meget deres opførsel, jeg sammenligner med andres opførsel. Og min mand kan virke alt for reserveret. Jeg er garanteret heller ikke så klog som alle Jer andre – det er jo bare, fordi ingen har opdaget, at jeg intet kan, at de er glade for mig på mit arbejde… BLAH.

Jeg tror glæden ved andres skavanker og trangen til det perfekte hos mig ligger i, at jeg ikke tror nok på mig selv. Hver dag øver jeg mig på, at acceptere, at jeg selv er helt og aldeles uperfekt, og det er mine nærmeste også. Og skavankerne hos mig og dem, skal jeg også elske. Det skal ikke bare være de andres skavanker, der gør mig selv bedre og mere perfekt.

Ps. Jeg vil lige sige, at jeg er super god til mennesker, at mine børn er rigtig dygtige i skolen, og at min mand kan løbe vildt stærkt. Altså bare så I ikke tror, jeg er helt uperfekt… det har jeg nemlig ikke selvtillid nok til, at I skal tro.

Er mordattertid også træningstid?

Nu er det vinterferie, og hverdagens rutiner er sat på pause. Det kunne også nemt betyde, at min træning blev sat på pause. Men det vil jeg fortryde, ved jeg. For træning for mig er på en måde hellig. Jeg er meget viljefast, når det kommer til mine træningsrutiner. Mindst tre gange om ugen og helst fire. Det handler om min mentale tilstand. Jeg bliver træt og godt gammeldags mopset, hvis ikke jeg når min træning. Så her i ferien bliver den også prioriteret, også selvom det set udefra koster noget fra familien.

For eksempel bruger jeg ferierne til at tage mine døtre med på café og shoppingtur én ad gangen. Vi spiser på café, og vi kigger i legetøjsbutikker osv. Og her er det så, at der skal betales lidt for træningen. Der er så mange argumenter for ikke at bruge den dyrebare mordattertid på (mit egos) træning. Men så er der jo faktisk så mange andre dage, det heller ikke passer at træne. Så mordatterdagen starter med, at datter skal læse i sin bog, mens mor okser rundt i en halv time i træningscentret. Det ser egoistisk ud, og er det også, men sådan er det jo med træning – det handler om én selv. Og mon ikke det også giver mine døtre en idé om, at træning er godt for dem?

Velkommen til the crunch and me

Denne blog handler om sundhed på alle planer. The crunch and me refererer til alt, hvad der knaser - maden, forholdet til andre og os selv, og så den evindelige mavebøjning, the crunch.

Det er de store ting i livet, der tæller: barn nummer et, barn nummer to, mand, døden, rejser, hverdagen. Hvordan balancerer man mellem lette løsninger og sund livsstil i en verden med lyserøde cupcakes, der lokker, søde veninder med lækre drinks og fjernsynet, der dulmer livets hårde facts? Hvordan gør man livet til et sundt sted at være uden al for meget besvær? Det er noget af alt det, jeg vil kredse om herinde. Velkommen og god fornøjelse!